Forside > Projekter > Projekt sort sennep

Projekt sort sennep

Bornholms Landbrug og Hans Hansen fra Lehnsgaard Rapsolie er gået sammen om et projekt, der handler om dyrkning af sort og brun sennep med henblik på at starte en produktion af bornholmsk "runkesennep" og bornholmske sennepsolier.

Projektet har søgt og fået tilsagn om midler af Fødevareministeriet fra den pulje, der støtter "demonstrationsprojekter om bevaring og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer for jordbrug og fødevarer".

Projektet startede for alvor i marts 2009, hvor der blev sået sennepsfrø af 21 forskellige sorter af sort og brun sennep. Det var dog ganske små mængder sennepsfrø af hver sort, og der skal opformeres over et par år, inden der er tilstrækkelige mængder sennespkorn til en prøveproduktion af sennep og sennepsolie.

Artikel om projektet fra januar 2010 kan læses her.

Markvandring 2011

I juli 2011 blev der arrangeret markvandring, hvor man fik mulighed for at se sennepsparcellerne og høre om projektet.

Foto: Ikke alle sennepssorter gav lige godt!

Ved høsten 2009 viste det sig, at der kun var udbytte af 15 ud af de 21 oprindelige sorter.

Udbyttet af disse 15 sorter blev sået i 2010, denne gang i noget større parceller, og da høstudbyttet igen i 2010 var noget svingende, blev 6 af sorterne valgt ud: 3 af sort sennep og 3 af brun sennep.

Foto: Der luges ved håndkraft i 2010

De 6 tilbageblevne sorter er udsået på et økologisk areal på Muradamsvej i Olsker, og Planteavlsrådgivningen i Bornholms Landbrug og Hans Hansen inviterer nu alle interesserede til en markvandring, hvor man kan se disse sennepssorter og høre om baggrunden for at dyrke sort og brun sennep på Bornholm.

Markvandringen fandt sted tirsdag den 12. juli.

Når maden får bid - sennepsaften den 7. december 2011

Lehnsgaard Sennep afholdt den 7. december en meget velbesøgt aften om bornholmsk sennep på Gudhjem Mølle.

Kok Søren Thornberg havde kreeret smagsprøver med bornholmsk sennep, og der blev prøvesmagt torsk, laks, kylling, blodpølse, ristepølse, skinke, grønsager med sennep – og brød og kager med sennep. Prøvesmagt blev også forslag til nye sennepstyper som f.eks. lakridssennep, ingefærsennep og abrikossennep.

 

Hans Hansen fra Lehnsgård fortalte om opstarten af sennepsproduktionen, og hvordan en ældre ”sennepsmaskine” fra 1960 med stenkværne blev fundet og købt i Jylland. Henrik Petersen fortalte om de forskellige bornholmske sennepstyper fra Lehnsgård sennep i Åkirkeby - alle lavet på bornholmsk dyrkede sennepsfrø. Henrik Petersen kunne endvidere berette, at der er stigende efterspørgsel på den bornholmske sennep.

 

Ole Harild og Elisabeth Falk fra Bornholms Landbrug fortalte om udfordringerne med at fremskaffe gamle sorter af brun og sort sennep fra nordiske og amerikanske genbanker, og om opformeringen af disse sorter. Derudover kom de ind på de bioaktive stoffer i senneppen, som både giver den karakteristiske smag, og som har vist sig at have sundhedsfremmende og kræfthæmmende egenskaber.

 

Du kan downloade Ole Harilds indlæg her og Elisabeth Falks indlæg her.