Søg Vis menu

Økologisk investeringsstøtte 2016 – mulighed for 40% i tilskud

11. nov 2016

Ved: Elisabeth Falk

Så kan der søges tilskud til moderne teknologier målrettet økologisk produktion. Ansøgningen kan sendes frem til 17. januar 2017.

Der kan f.eks. søges til

·         Moderne farehytter og foderblandingsanlæg til økologiske svin

·         Varmebehandlingsanlæg (toastere), små biogasanlæg og software til økologisk kvæg

·         Kølerum og sensorstyret lugemaskine til økologisk frugt-, bær og grøntproduktion

·         Autostyring af køretøjer og redskaber for etablering og ukrudtsbekæmpelse i økologiske afgrøder og efterafgrøder

·         Stubharve kombineret med såmaskine med såskær til økologisk planteproduktion

·         Rovdyrsikret hegn og mobile hønse-, kyllinge- og andehuse til økologisk fjerkræ

·         Mobil fangefold på trailer til uvejsomme områder til økologiske får og geder

 Og meget, meget mere…..

Du kan søge investeringsstøtte til teknologier indenfor følgende indsatsområder:

·         Svin (8 mio kr)

·         Kvæg (8 mio kr)

·         Frugt, bær og grønt (3,5 mio kr)

·         Planteavl (10 mio kr)

·         Æg og fjerkræ (10 mio kr)

·         Får og geder (1 mio kr)

I alt er der afsat 40,5 mio kr til tilskudsrunden i denne omgang.

De teknologier, der er tilskudsberettigede, fremgår af den udtømmende teknologiliste, som er vedhæftet.

De samlede tilskudsberettigede investeringsudgifter skal mindst udgøre 100.000 kr. Tilskuddet kan højst beregnes på grundlag af et samlet beløb på 5,5 millioner kr. pr. CVR-registrerede primære økologiske jordbrugsbedrift.  En ansøger kan således maksimalt opnå tilskud på 2,2 millioner kroner pr. ansøgningsrunde.

De tilskudsberettigede udgifter til et projekt, kan således omfatte:

·         Indkøb af teknologi (udstyr og materialer) (bruttoudgifter)

·         Installering og montering af udstyr

Du kan søge om tilskud, hvis du er økologiske jordbruger, og du ejer eller forpagter en primær jordbrugsproduktion, eller hvis du har indsendt en ansøgning om autorisation som økolog.

Det er et krav, at der på den økologiske jordbrugsbedrift, hvor investeringen foretages, skal have et årligt arbejdskraftsbehov på mindst 830 timer (halvtid).

Du skal indhente to sammenlignelige tilbud på hver teknologi, som skal indsendes med ansøgningen.  Du skal lave en skriftlig opfordring til firmaerne om at give tilbud, f.eks. på mail.

NaturErhverv prioriterer ansøgningerne efter, hvor stor den økonomiske effekt er i forhold til investeringens størrelse. Se vedhæftede teknologiliste, og få et fingerpeg om investeringens mulighed for tilskud ved at sammenholde økonomisk effekt og investeringens størrelse

Økologisk Investeringsstøtte 2016 bliver sandsynligvis den sidste ansøgningsrunde for ordningen, som vi kender den. Du får derfor næppe samme mulighed for at søge økologisk investeringsstøtte i de kommende år. Så benyt muligheden NU, hvis der er økologiske investeringer, som kan effektiviserer og/eller øge din økologiske produktion.

Du er meget velkommen til at kontakte Elisabeth Falk, hvis du har spørgsmål, eller ønsker hjælp til at lave en ansøgning.  Gerne allerede nu, så vi sammen kan få formalia på plads.

Ring til Elisabeth på 5690 7815, eller skriv en mail til ef@bornholmslandbrug.dk