Søg Vis menu

COOPs dobbeltmoral

9. okt 2017

v/ Henry Jespersen

COOP har de seneste uger været lidt i vælten hos landmændene. Og det har også ramt medierne. Startskuddet lå i COOPs medlemsblad Samvirke, som med en stor artikel over 10 sider får sat grunddigt lighedstegn mellem fødevareproduktion og gift i maden.

Vi spiste gift i går, og det skal vi også have i dag – noget af budskab at få når man sætter sig til bordet. Det har ramt landmænd og fødevareproducenter med anklagerne om, at de producerer giftige fødevarer.

Landbrug & Fødevarer er gået ind i debatten. Lokalt er landmænd og de lokale COOP-filialer gået sammen om et modsvar. Landmænd har forsøgt dialogens vej der, hvor der er basis for en faktabaseret dialog i stedet for en følelsesbaseret dialog.

I Sunds (min hjemegn) tog 2 landmænd ind til den lokale Superbrugs for at komme i dialog. Da de skulle ind i en butik med giftige fødevarer, iklædte de sig den af COOP i Samvirke anbefalede beskyttelse med overtræksdragt, visir og åndedrætsværn.

Men brugsuddeleren havde fået pålæg om ikke at indgå i en dialog. Så det var bare tavshed. Til gengæld blev de høfligt men nok også lidt bestemt eskorteret ud af butikken. Baggrunden herfor var loven om maskeringsforbud, som Folketinget samme dag behandlede på Christiansborg.

Nu kan man græde eller grine. Men tingene hænger ikke sammen for COOP. På den ene side anbefales personlige værnemidler, og på den anden side får den en gang Burkaforbud, når man gør som anbefalet.

Fortæl mig hvad jeg skal gøre? Nej fortæl mig snarere, hvilket ben, I står på i COOP.