Søg Vis menu

Et blomstrende landbrug nord for Blomsterbyen

18. jul 2016

Landmand Hans Ole Kofoed fra Fårebygård har sat ekstra kulør på landbruget med et nyt initiativ: En plukselvblomstermark.

Blomstermarken er beliggende lige syd for Fårebygård, Fårebyvejen 3, ca. 1 km nord for blomsterbyen Aakirkeby.



Plukselvblomstermarken åbner på fredag den 15. juli kl. 8, og herefter vil der være åbent i døgnets lyse timer. På lørdag den 16. juli mellem 10 og 13 er der kaffe og småkager, hvor også Hans Ole er til stede og klar til at svare på spørgsmål etc.

Plukselvblomstermarken er den første af sin art på Bornholm, og idéen har Hans Ole fået efter et besøg i Jylland, hvor konceptet gennem de senere år har bredt sig. På landsplan har i alt 26 landmænd plukselvblomstermarker, og langt de fleste er hjemmehørende i Jylland.

Konceptet kommer egentlig fra Schweiz, hvor man startede med plukselvblomster for henved 20 år siden, og er nu udbredt i Tyskland, Belgien, Frankrig og Østrig. Blomsterløgene til de danske blomstermarker købes gennem et tysk firma.

Hans Ole Kofoed har sået blomsterfrø på 3.400 m² landbrugsjord, og blomsterne står nu i fuldt flor. Hans Ole Kofoed har lagt godt 18.000 Gladiolusløg i jorden, ca. 100 georginer og derudover ca. 3.000-5.000 solsikker. Gladiolusløg og solsikker er sået over 4 omgange, så der vil være blomster frem til nattefrosten sætter ind.



Rent praktisk foregår plukningen på den måde, at man låner en snittekniv og med den snitter sig en buket. Priserne for de forskellige blomster fremgår af skilt ved marken, og ifølge Hans Ole Kofoed vil det være muligt at få en flot buket med hjem for 50 kr. Der vil være en kasse, man kan lægge penge i, eller man kan betale med Mobile pay eller Swipp.

Hans Ole glæder sig over den farvestrålende mark og håber, bornholmere og turister vil tage godt imod det nye tiltag.