Søg Vis menu

Få inspiration til luksusbondegårdsferie!

28. okt 2016

Bliv inspireret til at lave luksus bondegårdsferie

Hvis du ønsker at styrke oplevelsesturismen på din gård, kan du ganske gratis deltage i en række inspirationsmøder hos etablerede ferieværter.

Har du bygninger tilovers, og overvejer du at etablere lejligheder eller værelser til turister? Eller tilbyde dine gæster kulinariske madoplevelser på gården? Så er det en god idé at lære af andres erfaring.

Bornholms Landbrug har modtaget en invitation fra Landsforeningen for Landboturisme, der har over 25 års erfaring med at hjælpe nye ferieværter godt i gang. ”Vi er et velfungerende netværk med fokus på samarbejde. Derudover tilbyder vores sekretariatsleder Silke Lorenzen gratis telefonrådgivning til medlemmerne, men vil også gerne give tips til dem, som er på vej til at komme i gang,” siger foreningens formand Randi Nygaard, som selv har en ejendom med ferielejligheder ved Horsens. 

Nu inviterer foreningen til inspirationsmøder fire steder i landet. De henvender sig til alle, som måske vil være ferievært på landet og til foreningens egne medlemmer. 
Alle møder afholdes på feriegårde, som har spændende historier at fortælle. Derudover vil der være en rundvisning og god tid til erfaringsudveksling.

”Vi ved, at man gør sig mange overvejelser, hvis man ønsker at starte en turistvirksomhed på landet. Og derudover er der en del lovgivning, som påvirker ens muligheder. Gennem disse møder vil vi give interesserede en chance til at komme nærmere på deres drømme,” siger Silke Lorenzen, sekretariatsleder for foreningen.

Alle møder starter kl. 13.30 og deltagelsen er gratis, dog bedes der om tilmelding direkte til gården. 

Hvis du ønsker hjælp til opstart af din kulinariske forretning, kan du få gratis sparring gennem fødevareklyngen på Bornholm. Kontakt Bornholms Landbrug tlf. 56907800 for nærmere information.

 

 

 

Om de enkelte møder:

Søndag d. 30.10.16: Kulinarisk Kildegaarden, Frørupvej 17, 5871 Frørup, 60797468
Lene og Klavs på Kildegaarden startede i 2014 og har til 12 sengepladser til gæsterne. De lægger stor vægt på den kulinariske oplevelse for gæsterne og de nyder at have gæster på gården. ”Det bedste er at kunne byde velkommen så gæsterne føler sig hjemme og godt behandlet!” siger Lene.
Flere oplysninger om gården: http://kulinariskekildegaarden.dk/


Søndag d. 13.11.16: Lykkebjerg Bondegårdsferie, Jyderupvej 87, 4291 Ruds Vedby, 40303808
Gitte og Niels Henrik har været længst i gang blandt de fire gårde som inviterer til inspirationsmøderne. Allerede i 2003 kunne gæster besøge gården. Nu er der 45 sengepladser og gæsterne kommer hele året rundt. ”Det bedste er kontakten til alle de rare mennesker, børn som voksne, der besøger os, hvad enten det drejer sig om en forlænget weekend eller en rigtig ferie.”, er Gitte og Niels Henrik enige om. 
Flere oplysninger om gården: http://www.lykkebjergferie.dk/ 

Lørdag d. 19.11.16: Springbakgaard, Springbakgaardsvej 12, 9240 Nibe, 28456586
Nan og Jens overtog gården i 2006 og kunne byde i 2009 de første gæster indenfor. Nu er der plads til 10 gæster og som parret siger: ” Det bedste ved at være ferieværter er at møde gæster fra nær og fjern, som er begejstrede for stedet, og som i en travl hverdag kan minde os om, hvorfor vi i sin tid købte gården. En gammel gård betyder også meget arbejde, så det er når vi sætter os ned sammen med gæsterne, at vi kan nyde naturen, udsigten, freden og roen.” Flere oplysninger om gården: http://www.springbakgaard.dk/


Søndag d. 20.11.16: B&B Vesterhede, Vesterhedevej 33, 7250 Hejnsvig, 20235692
Lis og Henning åbnende deres gård i sommeren 2014 og har 23 sengepladser med mulighed for yderligere 14 opredninger. ”Det bedste er, at vi udnytter de mange bygninger som er på gården og møder en masse glade og positive gæster. Godt med at skabe sin egen arbejdsplads og samtidig give et lille bidrag til at bevare livet på landet.” fortæller Lis og Henning. 
Flere oplysninger om gården: http://www.bb-vesterhede.dk/