Søg Vis menu

Landbrug og Fiskeri i projektsamarbejde

24. aug 2017

Bornholms Landbrug har i samarbejde med LAG-Bornholm modtaget projekttilskud fra EU's Hav og Fiskerifond til at gennemføre et projekt målrettet de bornholmske kystfiskere

Som en naturlig forlængelse af Bornholms Landbrugs deltagelse i Fødevareklyngesamarbejdet udvider Bornholms Landbrugs rådgivningsvirksomhed på Kannikegaard samarbejdet til også at omfatte de bornholmske fiskere og Bornholms & Christiansøs Fiskeriforening.

I projektet skal der arbejdes med hele værdikæden for at forbedre de bornholmske kystfiskeres økonomi.

Formålet er at forøge værdien af den afsætning som kystfiskeren har gennem en række forstærkede aktiviteter i de eksisterende forretningssammenhænge, men også gennem events og udvikling af nye forretningsmodeller og afsætningsmuligheder. Projektet har endvidere til formål at forøge den lokale interesse for fisk og de bornholmske fiskere samt at bringe fiskeriet yderligere ind som et aktiv i Bornholms turismetilbud og endelig gennem projektet forsøge at skabe nye bornholmske fiskeprodukter for fødevarevirksomheder.

Projektet gennemføres fra september 2017 til 2019.

Nu skal vi i første omgang have fundet et antal kystfiskere, der vil deltage i projektet og ambitionen er, at der er i alt 5-7 fiskere fra vores forskellige havne, der vil deltage.

Der afholdes informationsmøde for interesserede fiskere og virksomheder i relation til fiskeriet på Kannikegaard den 4. september kl. 17 - 19.

Projektet arbejder overordnet ad 2 spor for at forbedre kystfiskeriets økonomi, nemlig udvidelse af det direkte salg og udvikling af nye fiskeprodukter og gennemføres som en række delprojekter. Der kan læses mere om projektet, dets indhold og samarbejdspartnere på projektets hjemmeside.