Søg Vis menu

Madskoleevent med Bornholms 4H i REMA 1000

23. jun 2017

Tirsdag d. 27. juni sker der løjer og langkål i REMA 1000, Gartnervangen i Rønne.

Kig forbi – der vil være lækre smagsprøver og masser af konkurrencer om flotte præmier.

REMA 1000 står, sammen med 4H og Landbrug & Fødevarer, bag Madskoler i Danmark. Tidligere har vi ikke haft en REMA-butik på øen. Det har vi nu, og det vil vi gerne fejre ved at lave smagsprøver fra årets Madskolemateriale, som er udarbejdet i samarbejde med Per Tøstesen – REMA 1000 & Madskolers huskok.

Til lejligheden har vi allieret os med et par tidligere deltagere fra de bornholmske Madskoler, som vil stå for at lave smagsprøverne. De unge Madskoleelever byder på en lækker sommerdessert, der er toppet med lakrids fra Johan Bülow, og samtidig vil der være konkurrencer, som butikkens kunder kan deltage i. Madskoler har sat fine præmier på højkant, og vi tør godt løfte sløret for, at der både er tale om pizzasæt, Rösti røreskeer, kokkehuer, Madskolespil og en stor købmandskurv.

REMA 1000s indkøbsdirektør Anders René Jensen samt Madskolers landsdækkende koordinator, Line Munk Damsgaard fra Landbrug & Fødevarer gæster eventen, og står for trækning af gevinsterne.

Så kom ned i REMA 1000 i tidsrummet kl. 14.00-16.00 på tirsdag, og kom gerne lækkersulten!

Info:

  • Madskoler bliver til i et ikke profitskabende samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, 4H & REMA 1000.
  • De første Madskoler så dagens lys tilbage i 2004, hvor Bornholm var én ud af 6 Madskoler i Danmark.
  • I 2011 fik det første hold Pædagogassistentelever fra UCC på Snorrebakken i Rønne lagt Madskolerne ind i deres uddannelsesplan – pilotprojektet blev udbredt til resten af landet, og siden har vi samarbejdet med 10 PAU-institutioner i Danmark.
  • I 2017 har vi på landsplan og således også på Bornholm startet et samarbejde med Ældre Sagen – og vi har medlemmer fra Ældre Sagen ude på de bornholmske Madskoler i år.
  • I 2017 har vi startet et forsøg med elever og en lærer fra BornPro som Madskoleinstruktører i Rønne.
  • Vi forventer os meget af begge de nye samarbejdspartnere.