Søg Vis menu

Velbesøgt Åbent Landbrug på Borndal

19. sep 2016

Mange benyttede sig af muligheden for at kigge indenfor på Borndal til Åbent Landbrug

1.008 gæster lagde vejen forbi Borndal søndag den 18. september i forbindelse med Åbent Landbrug. De 2 veloplagte værtsfamilier, Irene og Esben og Sara og Simon samt deres medarbejdere tog imod med åbne arme og viste gæsterne rundt på den store malkekvægbedrift. Der var guidet rundvisning hvert 3. kvarter i staldene. Derudover var der aktiviteter af forskellig karakter for især børnene. Der blev udstedt mange børnekørekort til pedaltraktorer og et hav af karameller blev fundet i kornbunken ligesom man kunne gemme sig i halmballelabyrinten.

Derudover var Bornholms 4H, Sct. Clemens mejeri og Den bornholmske kalv v/Jeppe Nielsen, at finde, når man skulle have stillet den værste såvel sult som tørst.

3 gange i løbet af dagen demonstrerede Heidi Povlsen hvorledes man kærner smør ligesom Bornholms LandboUngdom var tilstede og hyggesnakkede med gæsterne i deres stand.

Alt i alt en rigtig god dag på Borndal hvor de besøgende kunne se "Hvor kommer maden fra" som var årets overskrift på "Åbent Landbrug"-arrangementet i år.

Simon Holm var klar til at tage imod!